Nordicbet opgiver SIF

Rotterne er begyndt at forlade den synkende skude. Bookingfirmaet Nordicbet har opgivet håbet om, at SIF klarer sig i Superligaen.

Selvom SIF stadig har chancen for at kæmpe sig op over nedrykningsstregen i Superligaen, har NordicBet  valgt at udbetale gevinsten til dem, der har spillet på at SIF rykker ned.

Silkeborg IF ligger jo isoleret sidst i Superligaen med fire point efter 12 kampe, og vi har endnu ikke vundet en eneste kamp.

Odssætter Tonni Munk Jensen fra Nordicbet siger ifølge TV2 Østjylland, at SIF spiller fint mellem felterne, og at vi ikke bliver udspillet.

Men holdet mangler i den grad effektivitet i forsvaret og især i angrebet.

- Der er tidligere sket store overraskelser i Superligaen, men som det ser ud nu, er der ikke meget håb tilbage. Silkeborg IF er heller ikke en klub, som man forventer, går ud og investerer en helt masse penge i truppen til vinter, siger Tonni Munk Jensen.

Inden sæsonen gav Silkeborg-nedrykning 2,45 gange pengene hos NordicBet.