SIF’s 12 kampe i tal fortæller en historie

Hvis man kigger statistisk på de første 12 superligakampe, som SIF har spillet i denne sæson, viser der sig tal, der skal rettes hvis den sejrsløse situation skal ændres.

SIF har foreløbig spillet 1.080 minutter – og tallene viser, at vi kun har været foran i 10 procent af tiden.

SIFs assistent-træner Anders Gerber, der har set tallene, siger at omkring 70 procent af de hold, der scorer det første mål i en kamp, vinder kampen.

- Så når vi kun har været foran i 10 procent af den tid, vi har spillet, forklarer det nogle ting om, hvorfor vi er havnet i en situation uden sejre i 12 superligakampe, siger han.

De viser også, at i 55 procent af tiden har kampene stået lige, mens SIF i 31 procent af tiden har været bagud med ét mål og kun i 4 procent af tiden har været bagud med to.

- Det bekræfter, at vi har spillet jævnbyrdige kampe, og det er selvfølgelig positivt, og tallene illustrerer blot den følelse, vi selv står med: At vi har været med i alle kampe på trods af det udeblevne sejrsudbytte, men samtidig at vi skal blive bedre i begge felter, siger Anders Gerber.

SIFs første 12 kampe i tal:
Spilleminutter: 1.080
Tid med føring: 10 procent
Tid med uafgjort: 55 procent
Tid nede med et mål: 31 procent
Tid nede med to mål: 4 procent