Politiuniform Foto: www.politi.dk

Tre mænd sigtet efter ballade i nattelivet

Politiet fik i nat i Nygade og Estrupsgade fat i tre mænd, der alle modtog forskellige sigtelser. Den ene blev anholdt.

Klokken 01.02 stødte politiet på en mand i Nygade. Han blev skønnet til at være påvirket af euforiserende stoffer.

Politiet visiterede manden og fandt ham i besiddelse af 0,1 gram amfetamin. Det blev manden sigtet for.

Der er tale om en 23-årig mand fra Gelsted på Fyn.

En time senere
Omkring en time senere var politiet i aktion igen.

Klokken 02.06 ville en mand ikke forlade Baren i Nygade, som han ellers var blevet bedt om af en dørmand. Derfor blev politiet tilkaldt.

Da politiet kom frem og bad manden forlade stedet, var han heller ikke samarbejdsvillig, faktisk ydede han modstand.

Manden ønskede ikke at oplyse sit navn til politiet, så han blev anholdt og taget med i detentionen.

Manden kan nu se frem til sigtelser for at overtræde restaurationsloven og for ikke at identificere sig over for politiet.

Klokken 02.45 kørte politiets patrulje forbi en 18-årig mand fra Dianalund på Sjælland.

Den 18-årige skulle være smart og råbte efter politiet. Det udløste en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.