Indbrud

To indbrud i villaer

Dyr elektronik og smykker var indbrudstyvenes mål ved de to indbrud, der i weekenden blev anmeldt til politiet.

Lørdag aften modtog politiet anmeldelse om et indbrud i en villa på Meldgårdsparken i Fårvang.

Her kom de ukendte gerningsmænd i tidsrummet fra kl. 17 til 21.30 lørdag ind gennem et vindue til husets kontor.

Alt blev gennemrodet, og der blev stjålet tre bærbare computere af mærket Acer, en Samsung tablet, en Sony smartphone og diverse smykker.

Igen elektronik og smykker
Udbyttet var i samme stil ved et indbrud på Nørrekrogen i Grauballe, der blev anmeldt søndag.

Indbruddet blev begået lørdag fra kl. 14 til 15.50.

Her kom gerningsmanden eller -mændene ind ved at knuse en rude.

Hele huset blev gennemrodet, og der blev stjålet en Macbook og diverse smykker.

Foruden de to gennemførte indbrud, modtog politiet også lørdag anmeldelse om et forsøg på et indbrud på Ansvej fra mandag middag til lørdag eftermiddag.

Her blev en rude i en dobbelt terrassedør knust, men der har ikke umiddelbart været nogen inde i huset.