Politiuniform Foto: www.politi.dk

60-årig anholdt for lommetyveri

En 65-årig kvinde mistede i går sin pung i en genbrugsforretning på Nylandsvej. En 60-årig kvinde blev anholdt for at stjæle pungen.

Den 65-årige handlede i går ved middagstid i forretningen på Nylandsvej, da hun pludselig opdagede, at hendes pung var forsvundet.

Den 65-åriges mistanke faldt på en person, der opholdt sig meget længe i prøverummet.

Hun tilkaldte derfor politiet, der kom til stedet og anholdt personen i prøverummet. Det viste sig at være en 60-årig kvinde fra Silkeborg.

Kvinden blev taget med på stationen og visiteret af en kvindelig politibetjent.

Pungen blev ikke fundet.

Den 60-årige nægter at være involveret i sagen om lommetyveri.