Politibil

Påvirket bilist fik fire sigtelser

Politiet sigtede og anholdt fredag aften en 20-årig mandlig, påvirket bilist fra Grauballe for fire forskellige forhold, da han blev standset rutinemæssigt.

Klokken 20.20 fredag blev den 20-årige standset på Søndermarksgade i Ans i sin mors personbil. Bilen havde han taget uden tilladelse fra sin mor, så han blev sigtet for brugstyveri.

Manden blev testet positiv for hash på stedet, hvilket betød, at manden blev anholdt og taget med til en blodprøve.

Det viste sig ved anholdelsen, at manden heller ikke havde erhvervet sig et kørekort til personbil, så det udløste en tredje sigtelse.

Da politiet gennemgik bilen og manden, fandt de en peberspray, så den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.