Bilulykke Foto: Genrefoto

Ingen personskade ved voldsomt uheld på Linåvej

Tre biler var involveret i det voldsomme færdselsuheld, der i går påvirkede morgentrafikken en times tid på Linåvej, men ingen kom til skade.

Uheldet skete lidt før klokken 07, da en 19-årig mand af ukendte årsager kom over i den modsatte vejbane.

Her ramte han en modkørende 56-årig, kvindelig bilist, der så ramte den tredje bil, der blev ført af en 58-årig kvinde.

Sammenstødene var voldsomme, og der skete stor materiel skade. Der blev også tilkaldt adskillige redningskøretøjer, men der var altså ingen personskade ved færdselsuheldet.

Politiet etablerede omkørsel gennem Linå, mens der blev ryddet op.