Taske stjålet fra 81-årig cyklist

En 81-årig kvinde fik i går sin taske stjålet ud af sin cykelkurv, mens hun talte med en veninde.

Kvinden stod på Østergade ud for Inspiration og talte med sin veninde, mens tasken lå i cykelkurven bagpå.

De to kvinder talte sammen cirka fem minutter på et tidspunkt mellem klokken 14 og 15.

Da den 81-årige efter fem minutters tid skulle op på cyklen igen, opdagede hun, at tasken var væk.

Tasken indeholdt en pung med diverse kort og 800 kroner i kontanter.

Har du set noget, kan du kontakte politiet på telefon 114.