Kristian Pihl Lorentzen i brud på partistøtteloven

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der kommer fra Ans, er kommet i søgelyset i forbindelse med brud på partistøtteloven.

Ifølge Berlingske har Kristian Pihl Lorentzen modtaget omkring 200.000 kroner i støtte til sin valgkamp fra en erhvervsklub i Viborg - men pengene blev aldrig opgivet til myndighederne.

Og det er drønulovligt, for støtte over 20.000 kroner skal altid opgives. En overtrædelse kan give bøde og i værste fald op til fire måneders fængsel.

Kristian Pihl Lorentzen erkender selv, at det store beløb burde være oplyst til myndighederne, men han siger til Berlingske, at den manglende indberetning ikke er sket med ond vilje.

- Hvis der er sket en fejl, vil vi selvfølgelig sørge for, at der fremadrettet bliver strammet op på det, siger han.