Jesper Sørensen kan være fortid i SIF

Der er formentlig lagt op til store forandringer i SIF skriver netavisen mja.dk.

Netavisen skriver, at man de seneste dage har talt med en lang række kilder i og omkring Silkeborg IF, og at det peger på, at både cheftræner Jesper Sørensen og sportschef Peder Knudsen er på vej væk.

SIF’s direktør, Kent Madsen siger til avisen, at der bliver kigget på hele situationen nu.

Hverken Jesper Sørensen eller Peder Knudsen har ønsket at kommentere avisens oplysninger, men ifølge mja.dk ser det ud til at Peder Knudsen selv har bedt om at blive flyttet til en anden position i klubben.

Hvad angår trænerposten mener mja.dk at vide, at det er tidligere landstræner i Tanzania, Kim Poulsen, der står brændvarm i kulissen.

Kim Poulsen har en fortid som træner i klubber som Viborg, Aarhus Fremad, AC Horsens, Vejle og Næstved.

Hvis det er sandt, vil SIF se bort fra de tre etablerede superliganavne, der i øjeblikket står uden job, nemlig tidligere SIF-træner Troels Bech, tidligere AGF-træner Peter Sørensen og tidligere AC Horsens-træner Johnny Mølby.