Din golfdrøm kan blive virkelighed

Igen i 2015 spilles Europa Tour turnering i Danmark, når Himmerland Golfklub lægger baner til Made in Denmark turneringen i august.

Inden da afholder Silkeborg Ry Golfklub en kvalifikationsturning – Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel - hvor seks spillere kan vinde adgang til den helt unikke European Tour oplevelse i Himmerland.

Alle spillere – også amatører - som har handicap 4,4 eller mindre kan tilmelde sig og prøve lykken til turneringen, der afvikles i Silkeborg Ry Golfklub fra 29. – 31. juli.

Seks billetter til årets sportsbegivenhed

Tre pladser gives til de tre, der går turneringen i færrest slag, og tre pladser gives til dem der står øverst på ECOO-tourens rangliste, når kvalifikationsturneringen er slut.

Foruden de seks billetter til Europatourturneringen, lokker turneringen i Silkeborg Ry Golfklub også med en præmiesum på 375.000 kroner, så arrangørerne regner med at feltet bliver ekstra stort.

Som det var tilfældet, da ECCO Touren besøgte Silkeborg Ry Golfklub i 2014, tages både den anerkendte skovbane i Silkeborg og den åbne linksbane i Ry i spil, således, at der er plads til ekstra mange spillere i feltet.

Feltet fordeles på de to forskellige men meget krævende anlæg i henholdsvis Silkeborg og Ry over de to første dage. Tredje runde, der fungerer som finalerunden afvikles på skovbanen i Silkeborg.

En helt unik chance for at spille European Tour

Det er jo alle spillere med et hcp. på mindst 4,4 der kan deltage ved Made in Denmark Qualifier, og dermed løbe med en plads ved årets største sportsbegivenhed på dansk jord i 2015, Made in Denmark.

– Det er en fantastisk mulighed for at kvalificere sig til Made in Denmark. Over tre dage kan alt ske, selvom der naturligvis skal spilles noget rigtigt godt golf, hvis man vil til Himmerland og være genstand for den massive jubel på Himmerland Hill, fortæller ECCO Tourens presseansvarlige, Brian Vester til Silkeborg Ry Golfklubs hjemmeside.

Alle kan prøve lykken. – Eller næsten alle

- Det er dejligt, at Made in Denmark Qualifier by Ejner Hessel afvikles i Danmark i år, og det er endnu mere fantastisk, at vi kan få lov at gøre det på to fænomenale golfbaner i Silkeborg Ry Golfklub, fortsætter Brian Vester.

– Desuden betyder det, at vi kan tilbyde langt flere spillere muligheden for at kvalificere sig til Made in Denmark, da vi på de to baner kan spille med udvidet felt. Det tror og håber jeg, at rigtigt mange danskere vil benytte sig af, så vi kan få lidt ekstra danskere med til Made in Denmark, slutter Vester.

620qualifier15