Politibil Foto: www.politi.dk

17-årig pige forsøgt bortført

En 17-årig pige blev fredag forulempet og forsøgt slæbt med af en ukendt gerningsmand, da hun kom gående ad Christian 8.s Vej, oplyser politiet. Heldigvis kom et par pigen til undsætning, inden manden fik held til sit forehavende.

Ved 21-tiden kom den 17-årige pige gående ad Christian 8.s Vej mod Borgergade.

Da pigen nærmede sig Viborgbroen, kom en mand gående hen mod hende.

Han sagde til hende, at hun skulle følge med ham. Han tog fat i pigen og begyndte at trække hende hen mod stien bag Kvickly.

Hjælp fra gående par
Pigen så, at der gik en mand og kvinde på den anden side af Christian 8.s Vej, så hun begyndte at råbe op.

Manden dækkede pigen for munden med sin hånd, men det lykkedes hende at råbe igennem, så parret hørte hende.

Da de to kom til undsætning, greb manden fat i gerningsmanden og sagde til pigen, at hun skulle gå derfra.

Den 17-årige fulgte mandens råd og løb fra stedet. Derfor har hun ikke været i stand til at fortælle politiet, hvad der mere skete.

Politiet modtog anmeldelsen fra pigen, men har intet hørt fra de to personer, der kom til undsætning.

Pigen beskrev gerningsmanden som 35-40 år gammel, 195-200 cm høj, spinkel og dansktalende. Han var iført mørkegrønne træningsbukser og en mørkeblå hættetrøje.

Politiet vil meget gerne høre fra de to eller fra eventuelle vidner på telefon 114.