Døgnrapport: Lommetyve og glasflasker

To ældre personer fik i går deres respektive punge stjålet i forbindelse med indkøb. En i Netto og en i SuperBrugsen.

Klokken 15 i går var en 88-årig kvinde fra Silkeborg i Netto på Godthåbsvej for at handle. Kvinden betalte for sine varer med sit dankort og lagde herefter pungen ned i indkøbsvognen sammen med varerne. Da hun kom ud på parkeringspladsen, kunne hun konstatere, at pung og dankort var væk. Den 88-årige ringede klokken 15.20 til sin bank, og her kunne de se, at kortet var forsøgt brugt tre gange i en hæveautomat, men alle gange uden held. Koden var altså ikke afluret korrekt.

Klokken 16.30 gik det så ud over en 78-årig mand fra Kjellerup. Manden havde netop handlet i SuperBrugsen på Bryggerstræde, og da han gik ud af butikken, fik han stjålet sin pung ud af sin baglomme, hvilket han ikke opdagede i øjeblikket. Pungen indeholdt 200 kroner i kontanter og diverse kort.

Fem unge mennesker blev i går af politiet sat til at feje glasskår op. I går ved middagstid stod de fem unge mennesker mellem 12 og 15 år ved Egeparken og lavede uorden. En forretningsdrivende på stedet kontaktede politiet, da de unge stod og knuste glasflasker ud på vejen. En patrulje kom til stedet og traf de unge mennesker, der alle blev sat til at feje glasskårene op. Forældrene til de unge mennesker blev kontaktet og informeret om hændelsen og børnene blev sendt hjem.