Tricktyve fik gevinst på Papirfabrikken

En 25-årig kvinde mistede sin taske, telefon og andre værdier til i alt 15.000 kroner, da hun ville hjælpe et par med at finde vej.

Søndag ved 09-tiden henvendte et par sig til kvinden på Papirfabrikken.

Den 25-årige kvinde blev spurgt om vej til Almindsø af en mand og en kvinde med ringe danskkundskaber, begge cirka 50 år gamle.

Mens den 25-årige forklarede vejen til Almindsø, lykkedes det manden at stjæle den 25-åriges taske fra hendes bils forsæde.

Tasken indeholdt en Iphone 4, et ur, digitalkamera og forskellige andre personlige genstande. Den samlede værdi var 15.000 kroner.

Har du set noget, kan du kontakte politiet på telefon 114.