Biluheld Foto: Genrefoto

Skænderi endte i biltyveri og bilulykke

En 29-årig mand blev i går sigtet for biltyveri og for at forårsage et færdselsuheld på Poppelvej. Manden var kørt i bilgraven ved busslusen på Poppelvej og smuttet fra ulykkesstedet. Den 29-årige havde stjålet bilen fra en 44-årig kvindelig bekendt efter skænderi mellem de to.

Ved 16-tiden modtog politiet en anmeldelse fra en buschauffør, der ikke kunne komme gennem busslusen på Poppelvej på grund af en totalskadet og efterladt Renault Twingo.

Da politiet kom ud til ulykkesstedet, var føreren ingen steder at finde.

Politiet kontaktede bilens ejer om ulykken, og hun meldte samtidig bilen stjålet.

Hun forklarede, at bilen var blevet stjålet fra hendes bopæl i Søndergade af en ukendt gerningsmand, men betjentene kunne ikke helt få hendes forklaring til at stemme.

Betjentene gravede lidt i sagen, og kvinden indrømmede til sidst, at hun kendte biltyven og føreren af bilen.

Hun havde tidligere på dagen været i skænderi med en 29-årig mandlig bekendt, der havde stjålet hendes bilnøgler fra hendes arbejdsplads og altså også bilen.

Kvinden blev sigtet for at indgive en falsk anmeldelse, mens den 29-årige bekendte altså blev sigtet for biltyveri og for færdselsuheldet.

Busslusen på Poppelvej har eksisteret i to år og har gennem tiden slugt indtil flere biler.