Foto: Responce

Arbejdsulykke: Søm-ramt er stabil

Den 43-årige mand, der onsdag aften blev indbragt til skadestuen med et seks cm langt søm i hovedet, er nu stabil.

Manden ligger i kunstigt koma, efter han natten til torsdag blev opereret og fik fjernet det store søm, der var gået helt i bund.

Arbejdstilsynet og politiet efterforskede i går hændelsen, som ingen så ske, og de kunne ikke blive enige om, hvorvidt det var en arbejdsulykke eller ej.

Arbejdstilsynet sagde i første omgang nej, efter de havde været ude at kigge på mandens arbejdsplads, Stea Miljø på Faurholtvej ved Hjøllund.

Herefter satte politiet efterforskere og teknisk afdeling på sagen, og de fandt frem til et blodspor på den ene af de fem sømpistoler, der var under mistanke. Så nu er sagen lukket som en arbejdsulykke.

- Vi håber selvfølgelig, at manden vågner og selv kan fortælle, hvad der skete, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.