To brødre i slagsmål på Gunilshøjvej

To brødre kom fredag aften op at slås på en parkeringsplads i Virklund. Det endte med at koste dem begge en sigtelse.

De to brødre befandt sig på en parkeringsplads på Gunilshøjvej i Virklund, da de af ukendte årsager blev så sure på hinanden, at en person kl. 23.24 ringede til politiet og anmeldte det som et slagsmål.

En politipatrulje blev sendt til parkeringspladsen, hvor de fandt de to brødre på henholdsvis 35 og 27 år. De to bor begge i Silkeborg-området, men ikke sammen.

Den ene indrømmede, at de havde været oppe at toppes, mens den anden ikke ville udtale sig.

Sagen endte med en bøde på 3000 til dem hver for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.