Lægebil Foto: Region Midtjylland

Cyklist kørt over af traktor-baghjul

En 44-årig mand fra Ry blev i går ved middagstid kørt over af en traktors baghjul, efter han væltede på cykel i et sving.

Ved 12.30-tiden kom den 44-årige cyklende i østlig retning på Himmelbjergvej mellem Gl. Laven og Laven.

I den skarpe kurve ved Anedalvej skred mandens cykel væk under ham, og han skred over i den modsatte vejbane, hvor en traktor kom kørende.

Den 44-årige gled med benene først ind under traktoren mellem for- og baghjulet og blev kørt over af det venstre baghjul.

Baghjulet kørte hen over mandens bækken, der brækkede under vægten fra det store køretøj.

Den 44-årige mand blev kørt til Aarhus Kommunehospital, hvor han blev overført til intensivafdelingen med et bækkenbrud.

Føreren af traktoren, en 47-årig mand fra Mollerup, var ifølge politiet uden skyld i uheldet.