Politibil

Fik bøde for at være for fuld

En 44-årig mand fik i weekenden en dyr taxatur af politiet, da han blev kørt hjem og fik en bøde for sin promille.

Klokken 01.12 natten til lørdag fandt politiet den meget berusede 44-årige mand uden for et værtshus i Frederiksberggade.

- Han var så fuld, så han kun kunne mestre den liggende stilling, siger Jørgen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Betjentene tog manden med i politibilen og kørte ham til bopælen i Them.

Da han kom i seng var det med en bøde på 1500 kroner i lommen.

Den fik han for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved at være så fuld, at han ikke kunne tage vare på sig selv.