Biluheld Genrefoto

Motorvejen spærret af færdselsuheld

Silkeborgmotorvejen blev spærret efter et færdselsuheld, der skete i går ved 16.30-tiden. Motorvejen var spærret i vestlig retning i mere end to timer.

Uheldet skete ved Linå, da en 21-årig mand fra Kjellerup skulle overhale en bus. Den 21-årige kørte i vestlig retning i en varebil.

Da han skulle trække ind foran bussen igen, ramte bagenden af varebilen bussen, så varebilen snurrede rundt og røg ud i yderbanen igen, hvor den ramte midterautoværnet.

I yderbanen kom en 20-årig mand fra Odder kørende, og han kunne ikke nå at bremse, før han bragede ind i varebilen.

Efter ulykken blev der tilkaldt en ambulance til en 22-årig passager i varebilen, men han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Vejdirektoratet afspærrede motorvejen ved Låsby i to timer og et kvarter efter ulykken, mens der blev ryddet op.

Klokken 18.48 åbnede motorvejen igen i vestlig retning.