Torvecentret Torvecentrets første del åbnede i marts 1993. Foto: Esben Stenfeldt

Torvecentret skal fyldes for sidste gang

Torvecentret skal fyldes en sidste gang, inden nedrivningen begynder senere på året. I bededagsferien bliver Torvecentret fyldt med en outlet-messe med professionelle og private handlende

Torvecentret er fyldt med handlende og deres kunder. Rulletrappen er fyldt med børn og voksne, der tålmodigt venter på igen at komme ind i butikkerne. I kælderen er der godt gang i mobilbetalingen. Her sælger privatpersoner ud af garderoben.

Det er sidste chance for at handle i Torvecentret. Snart begynder nedrivningen af det 22 år gamle center.

Sådan bliver det torsdag den 30. april og lørdag 2. maj, når DIN RADIO i Silkeborg holder MEGAOUTLET i Torvecentret. Entréen koster ingenting.

Erfarne kræfter bag
Ved MEGAOUTLET i Torvecentret vil private og professionelle sælge tøj, sko og andre beklædningsdele.

- Der har været rigtig god opbakning fra mange af de etablerede butikker i byen, så jeg kan godt garantere, at der kommer en masse gode tilbud til MEGAOUTLET, siger Per Junior, der er samarbejdspartner på outlet-messen.

Per Junior var sidste år initiativtager til outlet-messen på Torvet under Regatta.

MEGAOUTLET bliver næsten dobbelt så stort som Regatta-outlet.

Per Junior har også tidligere været med til at arrangere messe i Silkeborg Hallerne.

Hans erfaring fra messerne er, at entréen skal være gratis for kunderne. Desuden erfarede han til regatta, at salg af goodiebags til de første kunder skaber glæde, så det koncept føres med over i Torvecentret.

Lettere at genbruge
MEGAOUTLET er sidste chance for at opleve Torvecentret fyldt med handlende, men det samtidig første chance for at opleve et nyt outlet-koncept i Silkeborg.

- Vi introducerer 'second hand shopping' i Silkeborg, hvor privatpersoner kan tømme garderoben og få råd til nyt tøj. Jeg har set det i byer som Aarhus og København før, men jeg har endnu ikke set det i Silkeborg, siger Per Junior.

Private handlende har i høj grad fået det lettere, efter der er kommet betalingsløsninger som Swipp og MobilePay til. De to mobil-apps gør det muligt at overføre penge til et telefonnummer.

- Jeg kunne se til outlet i Aarhus for nogle uger siden, at alle de unge piger havde et telefonnummer stående på bordet til mobilbetaling, siger Per Junior.

Her kørte outlet-messen med konceptet 'second hand shopping'.

- Det er meget moderne og passer godt ind i trenden, hvor vi er blevet mere bevidste om miljøet og genbrug. Mange har jo noget i garderoben, de kun har brugt fire-fem-seks gange, siger Per Junior.

Han forventer, at konceptet med private handlende kun vil blive mere udbredt inden for de næste år.

Ifølge A. Enggaard A/S lukker centret senere i år.

Torvecentret åbnede den 17. marts 1993.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker en plads til MEGAOUTLET, skal du kontakte Thomas Juul Jensen på telefon 24 40 60 27 / mail tj@dinradio.dk eller Anette Ladefoged på telefon 20 48 05 66 / mail al@dinradio.dk. Du kan også læse mere i DIN RADIOs PDF.