Asylcenter: Plan for Oustruplund ændret

Udlændingestyrelsen vil alligevel ikke åbne asylcenter med 250 beboere i Silkeborg Kommune. I stedet får omkring 35 kvoteflygtninge bolig i den gamle døgninstitution.

Silkeborg Kommune er i kapløb med tiden for at skaffe boliger nok til nye kvoteflygtninge. Holder de foreløbige tal, modtager kommunen i år næsten dobbelt så mange som i 2014.

Derfor er det ikke helt ubelejligt, at Udlændingestyrelsen efter nærmere overvejelse alligevel ikke vil leje Oustruplund ved Kjellerup, når regionen rykker ud af de kommunale bygninger.

- Vi var indstillet på at leje ud til asylcenter, men kan sagtens bruge Oustruplund til vores egne flygtninge. Det er en stor udfordring at skaffe boliger nok, siger borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V).

I den foreløbige fordeling af flygtninge i alle landets 98 kommuner er Silkeborg udset til at modtage 266 kvoteflygtninge i år. Det er flygtninge, som har fået asyl og over tre år skal integreres i kommunen.

- Vi skal i år integrere flere flygtninge end nogensinde før, og det klarer vi også. I Silkeborg er vi gode til at åbne døren til arbejdsmarked og uddannelse, og vi har flere steder oplevet, at borgerne også gerne giver en hånd med, så flygtningene kan få en god start her i kommunen, siger Steen Vindum.

Økonomi- og erhvervsudvalget godkendte i januar en lejeaftale med Udlændingestyrelsen, men har nu sagt god for den ændrede plan.

Op mod 35 kvoteflygtninge vil få en bolig på Oustruplund. De får hver sit værelse, men kommer til at dele køkken og badeværelser. De første flytter ind omkring 1. april.