Politibil Foto: www.politi.dk

Politiet søger: Bilist kørte fra uheld i Borgergade

Politiet søger vidner til et færdselsuheld, der skete lørdag aften i Borgergade. Den ene involverede part kørte fra uheldet.

Lørdag klokken 19.55 kom en 40-årig mand fra Them kørende ad Borgergade, da en modkørende begyndte at trække over i hans bane.

Den 40-årige trak så langt til højre, som han kunne, men det forhindrede ikke uheldet.

Den modkørende opdagede i sidste øjeblik, at han var på vej til at brage ind i den 40-åriges bil. Han rettede op, men kunne ikke undgå at skrabe hen langs siden på den 40-åriges bil.

De to biler blev ridset hen langs siden ved sammenstødet og sidespejlet på anmelderens bil tog skade, men den modkørende standsede ikke, som loven ellers foreskriver.

Den 40-årige lagde ikke mærke til hverken nummerplade, mærke, model eller farve på den modkørende bil, så politiet har intet at gå efter.

- Hvis nogen ved noget, vil vi meget gerne vide det, siger Mogens Rubech fra politiet i Silkeborg.

Har du set noget i forbindelse med uheldet eller set en bil med skrammer hen ad venstre side, så kan du kontakte politiet på telefon 114.