Hundevogn Foto: www.politi.dk

Døgnrapport: Fire slags tyveri

Politiet modtog i går anmeldelse om tyveri af brænde fra et udendørs areal, et svejseapparat fra et værksted, tøj fra en vaskekælder og en mobiltelefon fra en lomme.

• Fra fredag til søndag aften blev der stjålet ti rummeter brænde af blandet løvtræ fra et grønt område ved Dyrehaven i Them. Ti rummeter svarer til fire-fem typiske brændetårne.

• I weekenden blev der stjålet forskelligt tøj fra en vaskekælder på Nylandsvej. Tøjet hang på tørresnoren og forsvandt mellem lørdag morgen og søndag aften. Tøjet stammer fra mærker som Kronstadt, H&M, Björn Borg, Jack & Jones og Gabba. Tøjet havde en værdi af 1000 kroner.

• På et tidspunkt i 2015 har nogen stjålet et svejsesæt fra JK Auto på Viborgvej. Tyveriet kan være sket på et hvilket som helst tidspunkt siden nytår, måske i åbningstiden. Svejsesættet stod i et værkstedsrum, og det blev først opdaget i går, at det manglede. Svejsesættet er af mærket AGA og er 10.000 kroner værd.

• En 26-årig kvinde fik natten til søndag sin telefon stjålet, mens hun var i byen. Kvinden var på diskotek i Nygade, da hendes telefon ved 04-tiden forsvandt fra en lomme. Værdien var 2200 kroner.