Redegørelse: Stadion-udbud foregik lovligt

Tidligere på måneden kom det frem, at fire af fem tilbudsgivere havde trukket sig fra et udbud i forbindelse med stadionbyggeriet. Det såede en tvivl omkring lovligheden af udbuddet, men nu har en redegørelse fastslået, at det foregik lovligt.

I forbindelse med udbuddet fløj det med beskyldninger om urimelige fordele og ulovligheder.

I går blev Økonomi- og Erhvervsudvalget så orienteret om sagen, og den orientering har stillet selv stadion-kritikerne tilfreds, skriver mja.dk.

Debatten omkring udbuddet begyndte, da de fire tilbudsgivere trak sig, og den eneste tilbageværende var et hold bestående af Årstiderne Arkitekter og ingeniørfirmaet Søren Jensen. De to har kastet en million kroner i stadionprojektet og Årstiderne Arkitekter har tegnet det ny stadion.

De forhold fik byrådsmedlem Karina Due (DF) til at overveje at sende sagen til Det Kommunale Tilsyn ved Statsforvaltningen. Byrådsmedlem Hans Okholm (SF) var også bekymret over, om der kunne være tale om inhabilitet i forbindelse med udbudsrunden.

Ifølge mja.dk er Hans Okholm og Karina Due ikke længere i tvivl om, at alt er forløbet efter bogen i forbindelse med udbuddet.