Hash

Døgnrapport: Hashfund og hærværk

Politiet fandt i går frem til en lille mængde hash efter en razzia på Pilevej i Salten.

• I går ved middagstid bankede politiet på ved en bolig på Pilevej.

Her fandt politiet to mænd, der begge var i besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer. Begge mænd har bopæl på adressen.

Den ene, en 54-årig mand, var i besiddelse af to gram hash og et enkelt gram skunk.

Den anden beboer, en 36-årig mand, blev fundet i besiddelse af 0,3 gram hash.

• Politiet modtog i går anmeldelse om hærværk på Papirfabrikken. Her blev det yderste lag glas på en 200 x 60 cm stor termorude knust på en ukendt måde. Hærværket blev begået mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.