Landsholdet får hjemmebane i Silkeborg

Det danske speedway-landshold får Ellingbanen i Silkeborg kommune som fremtidig hjemmebane. Danmarks Motor Union og Team Danmark har valgt banen som Danmarks nye speedwaycenter.

I marts flytter landstrænerkontor, træneruddannelse og talentudvikling til Silkeborg.

Der er allerede fire hjemmekampe og en EM-finale for U21 i kalenderen for Ellingbanen, men de fulde planer bliver præsenteret i morgen.

Her vil speedway-landstræner Anders Secher og en repræsentant fra Danmark Motor Union besøge banen og fortælle om planerne. Det foregår kl. 12.00 på Ellingvej 14B.

Til præsentationen vil byrådsmedlem og formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, Gitte Willumsen (V), repræsentere Silkeborg Kommune, der ejer banen.

De fremmødte til præsentationen vil få lejlighed til at se to professionelle kørere vise banen frem. Begge har haft deres speedway-opvækst i Silkeborg Speedway Club.

De to er henholdsvis 20-årige Emil Grøndal fra Funder og 21-årige Nikolaj Busk Jakobsen fra Engesvang. De kører i de bedste rækker i både Danmark, Polen og for Emil Grøndals vedkommende også Tyskland.