Silkeborg-Voel forstærker holdet igen

Silkeborg-Voel KFUM er fortsætter med at hente forstærkninger til næste sæson i kvindernes håndboldliga.

Håndboldklubben har skrevet en toårig kontrakt med Trine Troelsen, der i øjeblikket spiller i franske Toulon.

- Det er et stort skridt og et kæmpe scoop at kunne præsentere Trine Troelsen. Det viser, at vi er i en rivende udvikling. Vi henter en spiller fra øverste hylde, som virkelig er en forstærkning for truppen den kommende sæson, siger cheftræner Jakob Andreasen.

Den 29-årige venstreback har tidligere spillet i Viborg HK, SK Aarhus og FC Midtjylland.

Trine Troelsen er noteret for mere end 130 landskampe og var ved VM i 2009 topscorer for Danmark.

Silkeborg-Voel KFUM forventer at præsentere en ny, udenlandsk højrefløj senere i dag.