Computere stjålet fra Jobkompagniet

Politiet modtog lørdag kl. 23.04 anmeldelse om et indbrud hos Jobkompagniet på Lillehøjvej.

Her var et vindue blevet aflistet og en eller flere gerningsmænd kom ind.

Fra kontorerne blev der stjålet et ukendt antal computere.

Pølsetyv ville stjæle fra stadion
Måske var det en skuffet SIF-fan, der ville have en eller anden form for kompensation efter 1-3 nederlaget til Esbjerg. Hen mod afslutningen af kampen forsøgte en 59-årig mand i hvert fald at stjæle en kasse pølser fra stadion.

Kl. 18.26 tog manden en kasse pølser, kastede den over hegnet og gik ud på den anden side.

Udenfor tog manden kassen med pølser og begyndte at gå væk, men et vidne stoppede ham i at smutte.

Politiet fik fat i manden og sigtede ham for pølsetyveri.

Tyveri fra kaffekasse og bil
Ved en virksomhed på Granhøjvej blev der i tidsrummet fra fredag kl. 23.30 til lørdag kl. 08.30 begået indbrud i kaffestuen og en parkeret bil.

En indbrudstyv brød i gerningstidsrummet en dør op og kom ind kaffestuen, hvor han fandt en kasse med cirka 500 kroner i kontanter.

Uden for virksomheden holdt en Toyota Corolla i samme tidsrum parkeret.

Den fik smadret en siderude og tyven stjal en sort læderpung med mellem 400 og 600 kroner i kontanter.