Rødhætte: Snart en gammel kost

Mistanken har gnavet længe, men blev ligesom fastslået, da jeg i sidste uge tog mig selv i at finde glæde i hverdagen over, at jeg havde sveskegrød i køleskabet og streaming af Hammerslag på computeren.

Så sad jeg der i sofaen med et tæppe over bentøjet og kørte grød ind i så store mængder, at det ville kunne have forløst 11 plejehjemsbeboeres forstoppelse og følte mig egentlig ret så godt tilpas. Og det var egentlig først, da jeg begyndte at tale med mig selv og rose mig over, at jeg kom tættere på prisen end mæglerne, at jeg gled lidt ud af mig selv og så det hele fra oven.
Faktisk ville det ikke have forbavset mig, hvis Kandis-Johnny havde kigget ind af vinduerne med silkeskærf om maven i en frisk koboltblå farve og lavet en thumps-up - akkompagneret af et strøg hen over orgelet med ægte sambarytmer.

Endnu værre blev det, da jeg - i et forsøg på at jagte ungdommen - tog en rundtur på diverse kvindemedier på nettet. Her fandt jeg en liste, som et kvindemenneske har hygget sig med at snørkle sammen: "Ting, kvinder ville ønske, at mænd vidste".

Den liste fik mig ikke kun til at føle mig gammel, men også til at spekulere på, om der er lidt gadekryds i mig med en fordeling: 72% kvinde - 28% mand. For mage til verbalt opkast skal man fandeme lede længe efter.

Enten er lortet skrevet af en 17-årig trunte med mærkværdige øjenbryn og tunet prinsesse-gen eller også er det en frisk pige på 40+ med gradueret page med lilla fartstriber og en bitter skilsmisse i håndtasken.

Uanset hvad, så er det simpelthen for tåbeligt til at lade stå usagt hen. Listen har 32 punkter. Jeg nøjes med at gengive og kommentere på de værste.

Når I står foran spejlet, så husk lige at lade vores selvbruner og foundation være i fred.
(Hvis du er bange for, at han bruger din make-up, kan du da vist kun takke dig selv og din dømmekraft, da du i sin tid valgte ham. Det vil svare til at flytte sammen med Ole Henriksen og to måneder senere kræve, at han viser knap så meget af sit tandkød.

Så pak nu bare det der ævl væk. Du har selv valgt ham. Og hvis han er håndværker med obligatorisk røvsprække, så er mit umiddelbare gæt, at han nok ikke begynder at bruge foundation. Og omvendt; hvis han var lige glatbarberet nok og havde mistænkelig brun ansigtskulør med en snert af orange, da du forelskede dig i ham, så kan det vel ikke komme bag på dig, at han har flere bonuspoint på sit Matas medlemskort, end du har?).

 

Fødselsdage, jubilæer osv. er prøver for at se, om I kan finde den perfekte personlige gave!
(Nå da da...Eller er det i virkeligheden bare dit dramaliderlige gen, som helt bevidst søger efter noget at bitche over? Skriv dog for fanden en ønskeseddel eller - hvis evnerne ikke rækker - sæt krydser i Matas-kataloget. Du fortjener så meget at få fire vinterdæk og en donkraft, når du opfører dig på den måde).

Forstå en hentydning. Det er ikke altid så let at lægge kortene på bordet.
(Ej, men er du da ikke bare sød at lukke røven? Den der "jeg-er-en-prinsesse-som-har-et-z-i-mit-navn-og-jeg-kan-tillade-mig-alt-fordi-jeg-har-bryster"-attitude burde virkelig udløse et slag på dine kunstige og i øvrigt virkelig grimme gelénegle, som mest af alt ligner noget fra Fætter BR's udklædningsafdeling).

Kvinder, der bruger push-up BH og nedringet bluse mister ikke deres rettighed til at klage over at nogen stirrer på deres bryster.
(Jo. Og vær nu ærlig, for pokker! Vi kvinder vælger jo ikke nedringet tøj, fordi det er behageligt med luft til brysterne. Vi gør det for at tiltrække opmærksomhed. Det er en universel sandhed).

Hun ved, når du faker i sengen.
(Sgu da ikke hvis der er røget lidt rødvin ned inden).

Som regel synes hun, at dominerende mænd er et turn-off - men ikke hvis det er i sengen! Fortæl hende gerne hvad hun skal gøre, hvor længe hun skal gøre det, og hvor hårdt hun skal gøre det.
(Tjo, med måde, ikke? Der er jo ingen kvinder, der gider at være i seng med en motorsagkyndig.

"Når det bliver muligt, kør hånden op. Vend om og gentag bevægelsen ned og lav en u-vending ned til min pik. Her giver du mig så et blowjob i 17 min med en sugestyrke på jævn).

 

"#@¤$&!!??

 

Jeg brækker mig i lårtykke stråler (og det siger en del) over den evige kamp mellem kvinder og mænd og den hysteriske fokusering på, hvor forskellige vi er - samtidig med, at der i hvert fald skal være ligestilling.

Slap nu af! Vi er sgu da alle forskellige. Jeg har veninder, som på nogle punkter er mine direkte modsætninger, og dem render jeg da ikke rundt og hakker på og forsøger at få til at indordne sig efter mit verdensbillede.

Jeg nyder dem, fordi jeg har valgt dem ind i mit liv på grund af dem de er - ikke på trods af. Og det samme skal ved gud også gøre sig gældende for den underarmsmand, som jeg skal dele kropsvæsker med på et tidspunkt.

 

Og nu må jeg hellere afslutte her og gå ud og gramse mig selv lidt på brysterne, inden testosteronet overtager og får mig til at fuldbarbere ansigtet og sparke naboens bildæk i smadder.