Dobbelt butikstyveri opklaret med video

Et par vakse politibetjente opklarede i går to tilfælde af butikstyveri, da de genkendte gerningsmændene fra overvågningsbilleder. Betjentene havde talt med gerningsmændene i en anden forbindelse.

Den 2. februar og igen i mandags blev Elgiganten udsat for tyveri af hovedtelefoner for i alt 5000 kroner.

I det første tilfælde forlod tre mænd butikken med tre sæt hovedtelefoner. Personalet og videoovervågningen opdagede de tre mænd, men ingen nåede at gribe ind.

I anden omgang kom fire mænd ind ved lukketid og stjal to sæt hovedtelefoner. Også denne gang blev tyvene fanget af videoovervågningen.

I går blev overvågningsbilleder fra det seneste tyveri vist for to betjente, og de kunne genkende gerningsmændene, for dem havde de talt med i nattelivet i weekenden.

- Det kan man kalde godt, observant politiarbejde, siger Jeppe Buhl fra politiet i Silkeborg.

Efter de fire mænd var genkendt, var det en smal sag at gå tilbage i rapporten og finde navne og adresse på de fire, der alle går på Teknisk Skole.

Fire unge mænd mellem 18 og 23 år blev alle sigtet for butikstyveri, tre af dem for dobbelt tyveri. De tre af mændene er fra Sjælland, mens den ældste er fra Kolding.