Foto: Silkeborg Kommune

Børn skal dele viden på stor it-messe

Op mod 3000 gæster forventes at besøge en særlig it-messe for børn og unge, der løber af stablen i Silkeborg i næste uge.

Messen hedder 'A Technicolor Dream' – og der er ikke tale om en messe i traditionel forstand, for det er ikke formålet at promovere produkter – men snarere at dele viden og erfaring med andre børn og voksne, der arbejder med pædagogik og it.

Messen skal inspirere til nye måder at bruge ny teknologi på til læring og kreativitet – og der bliver lukket op for godteposerne med 3D printere, NAO robotter, Claymotion animation, iPad Art, spiludvikling og tv-produktion – og meget mere fra samme skuffe.

Og man vil både kunne se, hvad og hvordan børnehavebørn og folkeskoleelever arbejder med it i dag - og hvad de kommer til at arbejde med i fremtiden.

Messen arrangeres af Skoleafdelingen og Børne- og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune. Messen blev afholdt første gang sidste år med mere end 2000 besøgende. I år er messen er endnu større med flere stande og ca. 3000 forventede gæster.

Det hele foregår den 29. april mellem 9 og 15 i Lunden og Vestergadehallen.