En bytur skal være en god oplevelse

Det skal være en god oplevelse at gå i byen i Silkeborg. Derfor vil restauratører, politi, politikere og byens unge nu lave en fælles politik for restaurationer.

Samarbejdet mellem parterne skydes i gang med en temadag i Kedelhuset først i maj. Her kan alle komme med gode idéer til, hvad der kan gøre bylivet i Silkeborg bedre.

Restaurationspolitikken er næste skridt i et allerede veletableret samarbejde mellem kommunens restauratører, politi og Bevillingsnævnet, som har kastet en række positive resultater af sig.

- Siden efteråret 2012 er det ved fælles hjælp lykkedes at bevæge os fra torsdagsdruk med billig sprut til et godt festmiljø, hvor de unge kan møde oplagte til undervisningen på byens uddannelsesinstitutioner om fredagen. Det, synes jeg, er en stor og meget positiv bedrift, som kun har kunnet lade sig gøre, fordi alle parter har bidraget til det, siger Steen Vindum.

Den fælles indsats har på landsplan gjort Silkeborg kendt for et godt lokalt samarbejde om at skabe en god festkultur og et trygt natteliv.

Temaeftermiddagen om restaurationslivet i Silkeborg Kommune finder sted 5. maj kl. 13 – 17 i Kedelhuset, Papirfabrikken 76. Tilmelding senest fredag 24. april på arrangementstilmelding@silkeborg.dk.