Politibil Foto: www.politi.dk

Mand anholdt for røveri mod Grejbiksen

Tyveri fra gadeudstillingen ved Grejbiksen i Østergade udviklede sig i går til røveri, da en medarbejder ville stoppe tyven.

Klokken 16.36 var en 56-årig mand med serbisk statsborgerskab i færd med at stjæle et par sko fra udstillingen, da en kvindelig ansat greb ind.

Den 48-årige ansatte forsøgte at stoppe tyven, men han slog hende i ansigtet med knyttet næve og løb fra Grejbiksen. Med det slag, blev tyveri til røveri.

Røveren smed skoene fra sig, da han løb fra stedet.

Kort efter blev han spottet i Nygade af to butiksvagter.

Vagterne foretog en civil anholdelse af manden og tilbageholdt ham, til politiet kom frem.

Manden er nu sigtet for røveri og bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag med henblik på varetægtsfængsling.