Kent Madsen om salget af Performers House-bygningen

Selskabet bag SIF offentliggjorde i går, at man har solgt bygningen, der husede den tidligere Performers House, til to lokale virksomheder for 21,5 mio. kroner.

Med i salget var et færdigtegnet projekt, der skal omdanne bygningen til bolig med 18 lejligheder.

Det var en god forretning, for selskabet købte selv bygningen i efteråret sidste år for 12 mio. kroner.

Direktøren for SIF Invest A/S, Kent Madsen, siger i en artikel i mja.dk, at man valgte at sælge bygningen nu med overskud.

- Som projektet har udviklet sig, har vi i SIF været meget i tvivl om risikoen. I den økonomisk skrøbelige situation, vi er i, så har vi vurderet meget på, om vi kunne løfte opgaven med at udvikle og dernæst sælge ejerlejlighederne, fremfor selv at tage besværet og risikoen ved en ombygning - også selvom det måske kunne have udløst en større gevinst på længere sigt, siger han.

Lige nu og her betyder salget, at fodboldselskabets forventninger til regnskabet går fra et overskud på mellem 0 og fire millioner til et overskud på mellem to og seks millioner.

Overskuddet hæves ikke med et større beløb, fordi man i forvejen havde regnet fortjeneste ved salg af de 18 lejligheder med i det tidligere budget, siger Kent Madsen ifølge mja.dk.