Efterlyst: Hvid varebil set ved to indbrud

Politiet modtog hen over weekenden anmeldelse om i alt seks indbrud. Naboer til indbruddene har set en hvid varebil i minimum to af tilfældene.

Ved midnatstid natten til søndag var der indbrud i en villa på Keld Abells Vej. Her blev både et vindue og terrassedøren brudt op med et koben.

Tyvene stjal flere Arne Jacobsen 7'eren-stole og et eksemplar af Ægget.

Vidner så omkring klokken 00.30 en hvid kassevogn med gule plader køre fra stedet.

En hvid varebil blev også spottet ved et indbrud tre timer senere på Merkurvej i Gjessø.

Her blev et vindue brudt op med et koben, men det er uklart, hvad der blev stjålet, fordi beboerne er bortrejst.

Naboer til det indbrudsramte hus så en hvid varebil på Merkurvej klokken 03.34.

Politiet har en teori om, at det er den samme bil, og derfor er indbruddet formentlig begået ved 03.30-tiden, men det kan være begået mellem fredag middag og søndag morgen.

Hvis du har set varebilen eller ved noget om indbruddene, kan du kontakte politiet på telefon 114.

Fire indbrud uden varebil
• Fredag mellem klokken 08.00 og 12.20 forsøgte en ihærdig tyv at bryde ind i en villa på Dagmarsvej i Voel. Hele fire vinduer og to terrassedøre blev forsøgt opbrudt med en skruetrækker, men det lykkedes ikke tyven.

• I tidsrummet fra fredag aften til lørdag aften var der indbrud i en villa på Højtoften i Bryrup. Her kom tyven ind ved at låse en dør op via en kattelem. Der forsvandt to bærbare computere, to Playstation spillekonsoller og diverse smykker ved indbruddet.

• Lørdag mellem kl. 17.30 og 23.30 blev et vindue i en landejendom på Sepstrupvej ved Them forsøgt opbrudt. Tyven smuttede med en computer, fiskeudstyr og lidt euro.

• Weekendens sidste indbrud skete søndag ved middagstid på Gjessøtoften. Her blev en havedør opbrudt med koben, men husets beboere er bortrejst, så det er endnu ikke opgjort, hvad der blev stjålet.