Slut med Opel og Fiat i Bilernes Hus

Den trængte økonomi hos Bilernes Hus har nu fået konsekvenser for salget af Opel og Fiat fra Bredhøjvej.

Bilernes Hus har sagt stop for en aftale om at stille salgspersonale til rådighed for at spare penge. Aftalen mellem Bilernes Hus og Uggerhøj Silkeborg har hidtil været, at Husets personale stod for salget af Opel og Fiat, det skriver mja.dk.

Afbrydelsen af den aftale betyder, at direktør Sten Uggerhøj nu selv skal stille salgspersonale til rådighed, hvis han fortsat vil sælge de to bilmærker til købere i Silkeborg.

De to parter er i øjeblikket ved at forhandle om en ny aftale for fremtidens salg. Indtil den eventuelt falder på plads, henviser Uggerhøj til sin forretning i Herning.

Bilernes Hus kan fortsat være behjælpelige med service og reparation af Opel og Fiat, det skriver mja.dk.

Uggerhøj forhandler også mærkerne fra forretninger i Aarhus, Aalborg, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev.