Foto: Genrebillede

22-årig overfaldet med kniv og bat

En ung mand var i nat alene på vej fra en bytur mod sin bopæl i Alderslyst, da han blev overfaldet af en gruppe mænd med et baseballbat og en kokkekniv.

Ved 02.20-tiden kom den 22-årige mand gående ad Borgergade, da han ud for apoteket blev antastet af tre-fire personer i en sort Audi.

Den unge mand har forklaret over for politiet, at han måske selv var lidt provokerende, fordi han var fuld.

Pludselig steg personerne ud af bilen og overfaldt den 22-årige, der blev slået med et baseballbat. Den fulde mand værgede for sig med armene og i samme øjeblik svingede en af mændene en kniv, måske en kokkekniv.

Offeret fik nogle ridser i hovedet, overfladiske skrammer på arme og kroppen, og så fik han en bule i baghovedet.

Gruppen på tre-fire mænd kørte fra stedet, og så var den 22-årige selv i stand til at tilkalde politiet.

- Hvis nogen har set noget, vil vi meget gerne høre om det, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

I øjeblikket ved politiet kun, at det drejer sig om en sort Audi med tre eller fire personer, der alle var mørklødede i huden.

Har du oplysninger, kan du få fat i politiet på telefon 114.