Politibil Foto: www.politi.dk

Cyklist kørt ned og efterladt i grøft

Politiet søger oplysninger om en flugtbilist, der i går påkørte en ældre, kvindelig cyklist og efterlod hende i grøften.

Klokken 12.25 fandt en forbipasserende bilist en 67-årig kvinde, der lå i grøften langs Gjessøvej tæt ved Silkeborg Bad. Bag hende lå en cykel, hvor baghjulet var fuldstændig krøllet sammen.

Hun kunne ikke huske, hvordan hun var havnet der, men hendes venstre ben var alvorligt skadet.

- Hvis hun er påkørt af en bilist, der er kommet bagfra, kan hun formentlig ikke bidrage med yderligere oplysninger, siger Keld Grosen Jensen fra Silkeborg Politi.

Derfor håber politiet på vidners hjælp, der enten har været på Gjessøvej omkring ulykkestidspunktet eller ser flugtbilistens bil.

- Det er alvorligt det her. Hvis man kører fra sådan en ulykke og ikke hjælper, så rykker man direkte i fængsel, siger Keld Grosen Jensen.

Politiet fandt en række knuste bildele på stedet, der alle stammer fra en ældre Toyota.

Bilen mistede sit sidespejl, noget lygteglas og formentlig en siderude ved påkørslen. Den har formentlig også skader på motorhjelmen og kofangeren.

Hvis du ser eller kender den bil, skal du ringe til politiet på telefon 114.