Foto: Social- og Sundhedsskolen Silkeborg

Silkeborg-undervisning er begyndt i Kina

Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg indgik tidligere på året et samarbejde med Jinsan Nursing School i Shanghai om uddannelse af kinesisk plejepersonale efter dansk model. Nu er den første underviser kommet i gang.

Bente Hansen har på flere måder fået en varm velkomst i Shanghai, hvor hun som den første underviser netop har sat gang i Social- og Sundhedsskolen i Silkeborgs eksport af dansk sundhed og pleje til Kina.

- Engagement og motivation er i top, jeg oplever en virkelig god kontakt, og stemningen er rigtig god. Sprogbarrieren er selvfølgelig en stor udfordring, men heldigvis har jeg vores egen tolk, Ying Wang, fortæller Bente Hansen.

Hun har bemærket en markant forskel i undervisningsformen mellem Danmark og Kina.

- De er meget overraskede over, at jeg bruger mig selv og spiller både dement, spastisk lammet, halvsidigt lammet og så videre. Det er helt normalt derhjemme men usædvanligt her, siger Bente Hansen.

De studerende skal arbejde som personale på dansk inspirerede plejehjem i millionbyen. Danske Diakonhjem (DDH) står for driften, og Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg står for undervisningen i 2+6 ugers forløb. De fleste elever af de 44 elever i klassen har en baggrund i tekstilindustrien, og de er mellem 28 og 46 år. Kun en af dem har erfaring med plejehjemsarbejde.

Det nybyggede plejehjem forventes klar til ibrugtagning i oktober. Til den tid er det første hold danskuddannede plejere parat, lover Bente Hansen.