Foto: Region Midtjylland

Flugtbil: Cyklist har adskillige knoglebrud

Politiet søger fortsat oplysninger om den Toyota, der torsdag kørte en kvindelig cyklist ned på Gjessøvej og efterlod hende svært tilskadekommen.

Ulykken skete torsdag kort efter middag ud for skovbørnehaven ved Silkeborg Bad.

Personalet ved børnehaven hørte et brag, men kunne ikke se, hvad der skete.

Den 67-årige kvinde kom cyklende ind ad Gjessøvej, da hun blev påkørt bagfra og blev slynget ud i grøften.

Hun brækkede venstre lårben, pådrog sig syv brud på ribbenene og fik slået en flig af den nederste ryghvirvel. Hun pådrog sig også andre skader på sit venstre ben.

Kvinden blev fundet af en forbipasserende bil omkring klokken 12.20. Bilisten, der kørte hende ned, kørte fra stedet uden at hjælpe.

- Man må være ret kold så, hvis man kører en ældre dame ned på cykel, ser hende flyve ned i grøften og så kører videre, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Politiet fandt forskellige bildele på stedet, der passer på en ældre Toyota, formentlig fra 1990'erne. Bilen mistede højre sidespejl på stedet og forskellige glasstumper.

Politiet kan ikke sige noget om farven på bilen, men hvis du ser en ældre Toyota med skader på fronten og højre side, så giv ordensmagten et tip på telefon 114. Hvis du kørte ad Gjessøvej omkring klokken 12.15 torsdag, så har du måske set bilen på forhånd.