Trælade nedbrændt ved Bryrup

Der udbrød ved 11-tiden brand i en trælade i en skov på Løndalvej nordøst for Bryrup.

Da Silkeborg Brand & Redning nåede frem, havde ilden godt fat i cirka halvdelen af den 400 kvadratmeter store lade, det skriver TV2 Østjylland.

Branden opstod formentlig i en container med affald, der stod i det ene hjørne af laden.

En skovarbejder opdagede branden og slog alarm, og mens de ventede på brandfolkene, lykkedes det medarbejdere på stedet at få nogle maskiner ud af laden.

Ingen personer kom noget til ved ulykken, skriver TV2 Østjylland.