Ukrudtsbrænder antændte dækfirma

Der gik i går ild i facaden hos Euromaster på Granhøjvej, da en 48-årig mand gik og arbejdede med en ukrudtsbrænder.

Omkring klokken 13 gik manden rundt med brænderen langs betonfacaden, da han pludselig ramte et område, der ikke var af beton.

Her fik ilden fat og bredte sig til et område på to gange fire meter.

Ingen kom noget til i branden, men der skete skader på bygningen.

Den 48-årige mand bliver nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi han ikke har truffet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.