Hittegods for 350.000 kroner indleveret

Står du og har glemt, hvor du lagde dine 3500 taletidskort? Så har politiet dem opbevaret som hittegods.

Politiet har fået indleveret syv kasser med hver 500 taletidskort, der tilsammen har en værdi på 350.000 kroner.

Kortene blev fundet i onsdags ved 22-tiden på fortovet ved Kvickly Søtorvet.

- Hvis nogen står og mangler dem, så står de her som hittegods, siger Keld Grosen Jensen fra Silkeborg politi.

Der er tale om taletidskort af mærket Dial4Cheap.

Hvis du ejer taletidskortene, kan du kontakte politiet på telefon 114.