En del nøgler stjålet fra ejendomsmægler

Adskillige husejere rundt om i Silkeborg har haft travlt med at skifte låse, efter en listetyv i går besøgte CD Bolig i Borgergade.

Mellem klokken 10.45 og 11.45 fandt en ukendt gerningsmand frem til en ulåst bagdør hos ejendomsmægleren.

Døren gav adgang til et baglokale, hvor der hang et nøgleskab med en del nøgler til boliger, der enten er eller for nylig har været til salg.

- Der er sikkert en del arbejde med at få fat i ejerne af husene, siger Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg.

Der har ikke været tilhørende rapporter om indbrud i nogle af de involverede huse.

Har du set noget ved CD Bolig i går før middag, kan du få fat i politiet på telefon 114.