Antikprogram gæster Silkeborg

Danmarks Radios antikprogram 'Antikduellen' gæster i dag Silkeborg i jagten på skjulte skatte.

I programmet Antikduellen får to professionelle 10.000 kroner og fire dage til at lave de bedste opkøb af loppefund og antikviteter.

De to opkøbere kommer rundt i en lang række byer i jagten på værdier, og på ugens femte dag bliver alle deres fund sat til salg på auktion. Den, der henter flest penge, vinder.

De professionelle opkøbere bruger typisk fem timer i en by på at finde værdierne og kommer rundt til flere antikforretninger.

Skovs Antik i Østergade fik i dag besøg af DR-programmet, der tidligere har besøgt butikken. Opkøberen var især på udkig efter porcelæn, da han besøgte Skovs Antik.

Antikduellens første sæson blev sendt i 2014-2015 og bestod af 30 afsnit.