Cykler for 226.000 kroner stjålet

Ved et større mountainbike-arrangement ved Fort Østerlund i Virklund i weekenden blev fire cykler til en samlet værdi af 226.000 kroner stjålet.

Cyklerne tilhørte en hollandsk cykelforhandler, der var taget med til 12-timers løbet med fire Cannondale-cykler. De skulle sælges, men så langt nåede han aldrig.

Natten til søndag spændte han cyklerne fast med en wire og lagde sig til at sove i et telt kun fire meter derfra.

Men alligevel lykkedes det tyveknægte at klippe wiren over og stikke af med cyklerne, uden at hollænderen eller andre bemærkede noget.

Ved du noget – eller bliver du eventuelt tilbudt at købe sådan en cykel, bedes du kontakte politiet på 114.