Rengøringsfolk er blevet digitale

Kommunikation er en udfordring, når over 200 rengøringsassistenter arbejder 300 forskellige steder.

Men i vores kommune bliver der nu kommunikeret på kryds og tværs på det sociale medie Yammer, der er en slags intern Facebook.

- Kommunikation har altid været en stor udfordring i vores afdeling. Alle har en mailadresse, men de er jo ikke ved en computer og åbner sjældent deres mail. Så hvis vi skulle være sikre på, at alle fik en vigtig besked, skulle vi enten ud at køre, sende et brev hjem eller vente til, der var et møde. Det betød, at mange informationer gik tabt. Nu kan vi kommunikere med et klik på en app, og det fungerer, siger rengøringschef i Silkeborg Kommune Joel Engblad.

Yammer er foreløbig taget i brug i det første af tre rengøringsområder. Det er et socialt medie til intern kommunikation i organisationer og virksomheder, og via en app kan rengøringsassistenter og ledere kommunikere i et fælles rum og i personlige beskeder. Der kan også bestilles nye varer gennem app'en, så der spares tid på telefonopkald.

Silkeborg Kommune har investeret omkring 100.000 kr. i tablets og Yammer til de første 70 af cirka 220 medarbejdere.

- Det er penge, der kommer tilbage igen. Vi sparer tid, eksempelvis køretid og den tid vi ellers skal bruge på at rette misforståelser, siger rengøringsleder Joel Engblad.