Foto: Region Midtjylland

Them Mejeri ramt af arbejdsulykke

Der skete i går sidst på eftermiddagen en arbejdsulykke på Them Mejeri.

En 54-årig medarbejder blev kørt til sygehuset i Aarhus, efter at han kom i klemme i en maskine i osteproduktionen. En maskine han har arbejdet med i flere år.

Kilder på mejeriet siger, at ulykken skete ved det, der kaldes ’bordet’, som er stedet hvor osten bliver blæst ud på, fra osteforme.

Maskinen indeholder en elevator, der skal køre ned, når trykket falder. Elevatoren havde sat sig fast på grund af en ost, der var kommet i klemme. Den 54-årige medarbejder kravlede derind, og pludselig faldt elevatoren ned over ham. Han blev klemt fast, og det to cirka fem minutter at få ham fri.

Personalet troede i første omgang, at han havde brækket to ribben, men lægerne i Aarhus fandt ingen brud eller skader på indre organer.

(opdateret kl. 07.50)