Lade påkørt af meget påvirket bilist

Kokain og ukendte blå piller, det var muligvis cocktailen i går eftermiddag, da en 29-årig bilist kørte galt flere gange.

Klokken 15.54 kom der et opkald til alarmcentralen om, at den 29-årige mand havde påkørt en lade på Mollerupvej i Laven.

Bilen blev totalsmadret ved sammenstødet og gavlen på laden var i fare for at styrte sammen.

Da politiet kom frem, stod det klart, at den 29-årige var påvirket af et eller andet, og det var ikke alkohol.

Betjentene forsøgte at teste manden med narkometer, men han besvimede og blev i stedet kørt til Aarhus Kommunehospital, fordi han havde klaget over nakkesmerter forinden.

I Aarhus skulle der udtages blodprøve på manden, men det krævede fire betjente fra Østjyllands Politi at holde manden fast.

Politiet fandt manden i besiddelse af kokain og nogle ukendte blå piller, der nu skal undersøges nærmere.

Silkeborg Politi har efterfølgende fundet ud af, at manden før ulykken i Laven havde påkørt en hæk og elskab på Molleruplundvej i Mollerup.